ClickbaitUblufærdigt fiskeri efter laveste fællesnævner
91-årig vandrer slår rekord: Nu bliver det umuligt at få Arne-pension
Dale »Grey Beard« Sanders har som 91-årig generobret rekorden som den ældste, der har gennemført Appalachian Trail. Undervejs faldt han 71 gange.
En imponerende præstation. Og en regulær svinestreg mod alle os, der havde planlagt at tilbringe alderdommen siddende med en småkage og en urimelig forventning om hjælp.
Nu kommer der jo en eller anden slipsedreng fra en tænketank og siger: »Hvis Dale kan krydse bjergene, kan du vel også tage nattevagten på et slagteri, Birthe.«
Et fald er bare en ståpause med ambitioner
71 gange har manden været nede at ligge. I Danmark ville vi have indkaldt til en tværfaglig konference efter tredje gang og fjernet hans gulvtæppe efter den fjerde.
Sanders fortsatte.
Det er forskellen på amerikansk og dansk ældrepolitik: Amerikaneren rejser sig, fordi der er en rekord i sigte. Danskeren bliver liggende, fordi nødkaldet er sendt i udbud.
Og hvad fanden skal vi egentlig stille op med sådan et menneske? Han er 91. Han har allerede overlevet nok samfundsudvikling til at have lov til at være rasende over en agurk. Alligevel vælger han at gå gennem en skov, hvor ingen engang kan høre ham klage over ungdommen.
Det er næsten demokratisk uansvarligt.
Finansministeriets nye naturressource
Det farlige er naturligvis ikke Sanders. Det farlige er, at nogen gør ham til en model.
Et usædvanligt menneske præsterer noget usædvanligt, og straks begynder regnearkene at savle. Hvorfor have hjemmehjælp, når man kan have hjemmemotivation? Hvorfor rollator, når man kan få en podcast om robusthed?
Snart står en minister i en vindjakke til en halv folkepension og forklarer, at ældre ikke skal parkeres. De skal aktiveres. Eventuelt i et bjergmassiv uden mobildækning.
Sanders fortjener respekt. Ikke fordi alle 91-årige burde gøre som ham, men fordi han har gjort noget, næsten ingen andre kan.
Giv manden hans rekord.
Og skjul den for Beskæftigelsesministeriet.
