NyhederDagens uundgåelige elendighed og banal regional modgang
Endelig en københavner, der ikke skal fortælle, hvor han bor
Mere end halvdelen af dem, der bliver begravet i Aarhus og København, stedes til hvile i anonyme grave. Efter et helt liv med personlig branding vælger flertallet altså at afslutte tilværelsen som en fil, kommunen ikke har navngivet.
Det er fandeme en udvikling.
Man har brugt 74 år på at være et ganske særligt menneske med en ganske særlig holdning til surdej. Og så ligger man dér. Uden titel. Uden altan. Uden mulighed for at gøre opmærksom på, at man faktisk boede på Vesterbro, før det blev ødelagt af folk, der lignede én selv.
Et dødsbo uden potentiale
I København er den anonyme grav et næsten ufatteligt koncept: Et stykke jord, hvor beliggenheden ikke skal indgå i en samtale.
Ingen ejendomsmægler står og hvisker »sjældent udbudt« over hullet. Ingen kalder det en intim etværelses med direkte adgang til grønne fællesarealer. Endnu. Lad os ikke udfordre branchen; de har allerede målebåndet nede i urnen.
I Aarhus må det især være hårdt at acceptere, at man ikke længere kan præsentere sig som iværksætter. Man er bare afviklet.
Omsider fri for de pårørende
Der er også noget smukt ved at nægte sine efterladte en gravsten, de kan konkurrere om at passe.
Nu kan datteren ikke længere dokumentere kærlighed med en lyngplante, mens sønnen bliver udskammet for at bo i Roskilde. Sorgen må klares uden fysisk resultatmåling. Det bliver vanskeligt for en generation, der ikke engang kan gå en tur uden at registrere den.
Vi bør selvfølgelig ikke romantisere anonymiteten. Et navn på en sten kan være en trøst. Et sted at gå hen. Et holdepunkt i det ubærlige.
Men der er en egen værdighed i at forlade en verden, hvor alle kræver at blive set, og så bede om ikke at få noget skilt.
For første gang behøver ingen vide, hvad du laver.
Du skal ikke netværke. Du skal ikke udvikle dig. Du skal ikke lige tage en kaffe med nogen, der har en spændende idé.
Du er død.
Det skal kraftedeme respekteres.
