ClickbaitUblufærdigt fiskeri efter laveste fællesnævner
Ethel fylder 117: Selv døden har opgivet at få noget igennem i Storbritannien
Ethel Caterham er som det første britiske menneske blevet 117 år og udbygger dermed sin position som verdens ældste. Det er imponerende i ethvert land, men i Storbritannien skal man også medregne gulvtæpper på badeværelset og en national opfattelse af kogte ærter som tilbehør.
Man bliver helt varm om hjertet. Hvilket hun forhåbentlig også gør, for varme er efterhånden noget, britiske pensionister skal vælge i stedet for aftensmad.
Et langt liv. Det beklager vi.
117 år. Herhjemme ville den alder ikke udløse en buket, men en mistanke om manglende arbejdsudbud.
Et udvalg ville straks undersøge, om Ethel kunne tage nogle timer i hjemmeplejen. Hun har jo erfaring med målgruppen, og det er vigtigt ikke at umyndiggøre ældre ved at lade dem sidde ned.
Det er den moderne velfærdsstats smukkeste paradoks: Vi bruger milliarder på at få mennesker til at leve længere og bliver økonomisk fornærmede, når de gør det.
Ethel har imidlertid ikke ladet sig intimidere af den slags. Hun er her endnu. Uden abonnement, uden opgradering, uden en lille mand fra Silicon Valley, der måler hendes søvn og sælger resultatet til et forsikringsselskab.
Har hun prøvet at være 42?
Nu melder det store spørgsmål sig naturligvis: Hvad er hemmeligheden?
For det kan jo ikke bare være et langt liv. Det skal være en metode. Helst noget med tarmen, som kan sælges i pulverform af en mand med podcast og et ur til 80.000 kroner.
Hvis hun spiser smør, er smør løsningen. Hvis hun ikke spiser smør, er smør mord. Sådan fungerer sundhedsjournalistik: Ét meget gammelt menneske får lov at erstatte et kontrolforsøg.
Men måske kunne vi for én gangs skyld nøjes med at ønske damen tillykke uden at udvinde en livsstilsindustri af hendes puls.
117 lys i lagkagen. Åbn et vindue, men spørg hende først. Hun behøver ikke dø af vores begejstring.
