ClickbaitUblufærdigt fiskeri efter laveste fællesnævner
Far fik en verdensrekord. Nu skal hele familien fandeme være enestående
David Rush, hans kone og deres tre børn har alle fået Guinness World Records-titler. Dermed er familien blevet et rekordhold, og vi andre må endnu en gang konstatere, at det ikke længere er nok at holde sine børn i live og nogenlunde fri af fugt.
De skal også certificeres.
Der var engang, hvor en far kunne nøjes med at ødelægge søndagen med en cykeltur. Nu ligger ambitionsniveauet på international anerkendelse. Tag sko på, skat. Vi skal ud og være historiske.
Mor er også godkendt
Det smukke er naturligvis, at hustruen også har en titel. Her står kvinden ikke bare i baggrunden og holder familiens jakker, mens manden realiserer sig selv. Hun er selv blevet en del af resultatlisten.
Ligestillingen er fuldendt, når begge forældre kan dokumentere, at de har været bedre end samtlige andre mennesker til noget meget nøje afgrænset.
Og børnene er med. Alle tre. Det er rørende. Normalt må søskende slås om, hvem far elsker mest. Her findes der i det mindste et eksternt kontrolorgan.
Man må håbe, de stadig kan tegne en grim hest uden at få at vide, at verdensrekorden er 46 grimme heste på et minut.
Hygge uden godkendt tidtager
Guinness har forstået det moderne menneske bedre end nogen psykolog: Vi vil ikke nødvendigvis være lykkelige. Vi vil have dokumentation for, at nogen bør være misundelige.
En god eftermiddag forsvinder. Et diplom kan lamineres.
Derfor er familien Rush ikke bare en nuttet historie. Den er kernefamiliens svar på LinkedIn. Selv fritiden skal have målbare resultater, og en personlighed er åbenbart først rigtig færdig, når den kan hænges op ved siden af printeren.
Selvfølgelig må de slå rekorder. Det er sundere end at invadere Polen, og sandsynligvis også mere samlende end et sommerhus med fælles økonomi.
Men et sted derude sidder et barn og kigger tomt ind i en væg uden at udvikle en eneste kompetence.
Lad os værne om det barn.
Og for Guds skyld ikke tage tid.
