SportVoksne mænd i syntetisk undertøj, der sparker til oppustet læder
Horsens får en mand foræret og leder stadig efter fordelen
Der findes mennesker, som kan få en husholdning til at hænge sammen på én indkomst. Og så findes der AC Horsens, som havde en ekstra mand i tre fjerdedele af kampen mod Randers og alligevel måtte nøjes med uafgjort.
Det er ikke bare en skuffelse. Det er en ansøgning om yderligere ressourcer.
Randers fik reduceret bemandingen til ti spillere og bjærgede et point. Horsens beholdt elleve og demonstrerede, hvorfor man aldrig bør forveksle fremmøde med deltagelse.
En fordel er jo også et ansvar
På papiret var betingelserne ellers glimrende: hjemmebane, numerisk overtal og en modstander, der havde færre mennesker til at udføre nogenlunde samme arbejde.
Men papir er taknemmeligt. Det er derfor, vi skriver strategier på det og ikke spiller fodbold med det.
Horsens stod nu med den frygtelige situation, at der faktisk var en forventning om, at de skulle vinde. Den slags kan lamme en organisation. Pludselig er det ikke nok at løbe rundt og se travl ud. Der skal leveres noget, og så bliver stemningen fandeme ubehagelig.
Man savner næsten en konsulent, der kunne have forklaret, at den ekstra spiller først ville skabe værdi efter en længere implementeringsfase.
Randers sparer sig til noget
Hos Randers blev undertallet derimod omsat til et resultat, man kunne tage med hjem uden at gemme sig under bussens sæder.
Det er en farlig succeshistorie. Viser man først, at ti kan klare arbejdet, står der snart en mand med regneark og spørger, om ni ikke også kunne gøre det, hvis de fik en frugtkurv.
Horsens fortjener til gengæld ros for ikke at lade sig rive med af egne privilegier. De havde mere end gæsterne, men insisterede på, at det ikke skulle kunne ses på udbyttet. En næsten aristokratisk ligegyldighed over for nytten.
Begge hold fik ét point.
Randers kan kalde deres en bedrift. Horsens må finde et ord på spillermødet.
