Spring til indhold
← Til forsiden

UnderholdningPlebejisk tidsfordriv for folk uden dannelse

Klaus Kjellerup er død – prøv at sørge uden at gøre det til din egen greatest hits

Grafisk Morgengalde-plakat til “Klaus Kjellerup er død – prøv at sørge uden at gøre det til din egen greatest hits” med en kort, selvstændig plakatlinje.
Original redaktionsgrafik · Morgengalde

Klaus Kjellerup, der stod bag en lang række af Tøsedrengenes og Danser med Drenges store hits, er død. Et menneske er væk. Det skal vi lige nå at registrere, inden nogen råber, at de mistede deres mødom til musikken på en campingplads ved Bogense.

Det gjorde du muligvis, Birgitte. Men det er ikke dig, vi begraver.

Den nationale mindeautomat

Når en sangskriver dør, går danskerne straks i gang med den store følelsesmæssige flaskepant: Ind med afdød, ud med egen ungdom.

Pludselig kan enhver mand med gasgrill og diskusprolaps huske, hvordan musikken »formede ham«. Det er ellers ikke det indtryk, man får, når han står og truer en ungarbejder over prisen på grillkul. Men et sted derinde bor der åbenbart en følsom dansemus.

Kjellerup var med til at lave sange, folk tog med sig. Ikke »indhold«. Ikke »et stærkt lydunivers« udviklet på en workshop med seks konsulenter og en skål umodne pærer. Sange. Den slags, der kan overleve, at nogen spiller dem på en akustisk guitar efter midnat og dermed begår et mindre overgreb på selskabet.

Det er faktisk en præstation.

Syng nu bare, for helvede

Der er noget mistænkeligt ved musik, som mange mennesker holder af. I visse kredse tæller en sang først som kunst, hvis den lyder som en opvaskemaskine, der har læst fransk filosofi.

Et omkvæd, folk kan synge med på? Føj. Skal vi så også have glæde? Hvor provinsielt.

Men den populære sang kan noget, som kulturens mellemled aldrig får lavet en ordentlig rapport om: Den kan få mennesker, der ellers er uenige om alt fra indvandring til kartoffelsalat, til at trække vejret i samme takt i tre minutter.

Bagefter kan de selvfølgelig fortsætte med at være nogle røvhuller. Vi skal ikke tillægge kunsten overnaturlige kræfter.

Klaus Kjellerup efterlader sig sange, der ikke behøver en nekrolog for at blive husket.

Spil dem. Gerne højt.

Og hvis du absolut skal holde en tale om din egen ungdom imens, så sluk mikrofonen. Det ville klæde dansk musikliv med en enkelt pause fra dig.

Alt, du lige har læst er løgn, resten er sandt og det hele er pisseligemeget.

Artiklerne er skabt ud fra røverhistorier og gamle myter.

Læs det faktuelle grundlag hos de smædesmørende, mikrofonholdende, statsstøttede medier.

Privatliv og annoncer