ClickbaitUblufærdigt fiskeri efter laveste fællesnævner
Kvinden har 38.000 skeer. Det syge er, at hun virker mere normal end resten af USA
Cammie Pohl fra Davenport i Iowa har over 38.000 skeer i sit Mississippi Spoon Gallery og Guinness-rekorden for verdens største skesamling. Endelig en amerikaner, hvis voldsomme ophobning af metal ikke kræver, at skolebørn øver sig i at gemme sig under et bord.
Herhjemme ville familien have grebet ind ved ske nummer 400. Først med bekymrede miner, siden med en container. I USA kommer Guinness. Det er forskellen på et velfærdssamfund og et land, hvor man stadig kan blive til noget.
En ske er aldrig bare en ske
Man kunne naturligvis spørge, hvad fanden et menneske skal med 38.000 skeer. Men så skal vi også spørge, hvad Danmark skal med endnu en podcast, hvor to mænd opdager, at de har følelser. Og det bliver en lang eftermiddag.
Pohl har i det mindste samlet noget, der kan bruges til suppe.
Det afgørende er navnet: Mississippi Spoon Gallery. Ikke »Cammies problem«. Ikke »det værelse, vi ikke længere taler om«. Et galleri. Sæt et fint ord på din besættelse, og pludselig skal gæsterne gå langsomt og holde kæft.
Det er præcis sådan, samtidskunsten fungerer, bare med mindre bestik og større tilskud.
Civilisationens sidste teske
Guinness har gjort ophobningen officiel. Det betyder noget. Uden et diplom er man hende med skufferne. Med et diplom er man en destination.
Og hvilken befrielse, at rekorden ikke handler om at løbe gennem en ørken, mens man slæber et køleskab for at skabe opmærksomhed om sig selv forklædt som en sjælden sygdom. Her er bare skeer. Mange skeer. Ingen påstand om, at de skal inspirere os til at blive den bedste udgave af os selv.
Danmark bør omgående sende en kulturdelegation. Ikke for at lære at samle; det klarer vi glimrende med konsulenter. Men for at undersøge, hvordan én kvinde kan drive et galleri uden først at bruge tre år på en visionsproces.
Delegationen bliver på elleve personer.
Ingen af dem må tage en ske med hjem. Så skal vi have en styrelse.
