NyhederDagens uundgåelige elendighed og banal regional modgang
Kvinder opfordres til at søge hjælp, helst før deres sag bliver vigtig
En kvinde søgte råd hos politiet, inden hun blev dræbt. En 52-årig mand er tiltalt for at have skudt sin ekskæreste i et pizzerias baglokale i september 2025.
Han er tiltalt, ikke dømt. Den sondring skal vi naturligvis holde fast i. Retssikkerhed er en civilisatorisk bedrift. Det ville være klædeligt, hvis sikkerhed også var det.
Har De prøvet at være mindre truet?
Det fremgår ikke af de foreliggende oplysninger, hvad kvinden fortalte politiet, eller hvilket svar hun fik. Derfor kan vi ikke konkludere, at nogen svigtede i netop hendes henvendelse.
Vi kan til gengæld konstatere, at hun gjorde dét, kvinder bliver bedt om: Hun søgte hjælp. Så slipper vi i det mindste for den sædvanlige nationale selskabsleg: Hvorfor sagde hun ikke noget?
Nu kan vi gå direkte til anden runde: Hvad skal man egentlig sige?
Der må findes en korrekt formulering. En slags sikkerhedens MitID. »Jeg er bange« er måske for upræcist i en offentlig sektor, der helst ser angsten vedhæftet som PDF og underskrevet af den, man er bange for.
Det er naturligvis ikke en beskrivelse af hendes samtale med politiet. Det er en beskrivelse af vores næsten erotiske tro på, at hjælp nok skal komme, hvis borgeren bare finder den rigtige indgang.
Vi tager det meget alvorligt bagefter
Når en kvinde bliver dræbt, mangler Danmark aldrig ord. Vi har »dybt tragisk«, »rystende« og »må aldrig ske igen«. Et imponerende beredskab af tillægsord, alle sammen klar til udrykning, når de ikke længere kan forstyrre gerningsmanden.
Og så skal vi lære af sagen. Det skal vi altid. Danmark er efterhånden så belært, at man undrer sig over, vi stadig går i samme klasse.
Den tiltaltes skyld skal afgøres i retten. Men det kræver ingen dom at stille et politisk spørgsmål: Hvorfor er rådet til truede kvinder så dejligt konkret — søg hjælp — mens svaret på, hvad hjælpen skal bestå i, så ofte bliver en temadag?
Der er kaffe fra halv ni.
