SportVoksne mænd i syntetisk undertøj, der sparker til oppustet læder
Manchester United opdager, at man også må spille efter pausen
Manchester United vendte 0-2 til 3-2 mod Roma og brød dermed en hæslig stime. Matheus Cunha scorede to gange, og pludselig stod klubben i den uvante situation, at resultatet ikke skulle forklares med en proces.
Det er stærkt urovækkende. Hvis spillerne bare kan begynde at vinde, hvad skal man så med hele apparatet af mennesker i dunveste, der ser alvorlige ud foran en tablet?
En arbejdsindsats. Hvor vulgært.
Ved 0-2 lignede United ellers sig selv: Et internationalt varemærke med et mindre, forsømt fodboldhold tilknyttet. Lidt som et stormagasin, hvor parfumeafdelingen omsætter for milliarder, mens der ligger en død mand i herrekonfektion.
Men i anden halvleg begyndte spillerne at levere noget, der mindede om den ydelse, deres løn principielt dækker. Ikke hele tiden, naturligvis. Vi skal jo ikke have nordkoreanske tilstande.
Cunha scorede to af målene. To. Det er næsten mistænkeligt konkret i en branche, hvor man ellers kan få en hel karriere ud af at »skabe rum«. Jeg skaber også rum. Jeg flytter en stol. Ingen giver mig en sign-on-bonus.
Roma satte en tomålsføring over styr. Rom blev ikke bygget på én dag, men tilsyneladende kan nedrivningen klares på en halvleg, hvis man organiserer sig italiensk.
Håbet er tilbage. Stakkels mennesker.
For Uniteds tilhængere er sejren først og fremmest en ny belastning. Netop som de havde opnået den modne, beskyttende følelsesløshed, bliver de lokket tilbage i forholdet.
Nu skal de igen gå rundt og tro på noget. Købe trøjen. Se optakten. Sige »der er altså noget på vej« til et menneske, der bare bad dem række saltet.
En hæslig stime er brudt. Det er ikke det samme som, at Manchester United er raskmeldt. Man ophæver heller ikke et værgemål, fordi manden én eftermiddag selv finder sine bukser.
Men 3-2 er 3-2.
Det kan selv en sportsdirektør ikke nå at ødelægge, før kampen er slut.
