SportVoksne mænd i syntetisk undertøj, der sparker til oppustet læder
Mao tåler millioner af døde, men åbenbart ikke en fransk fodboldspiller
Flere kinesiske selskaber dropper sponsoraterne med Kylian Mbappé efter en Mao-joke. Endelig en etisk grænse i international fodbold. Den lå ikke ved arbejdsforhold, korruption eller køb af hele turneringer. Den lå ved et meme.
Man bliver næsten rørt. Tænk, at nogen stadig kan føle noget i en marketingafdeling.
Formandens følelser er fredet
Mao har været død siden 1976, men hans krænkelsesberedskab fungerer tilsyneladende bedre end de fleste danske akutmodtagelser. Det er også lettere at få hjælp, når man selv er hele ventelisten.
Vi taler om en mand, hvis politiske projekter kostede millioner af mennesker livet. Men nu har nogen været morsomme på internettet, og så må erhvervslivet naturligvis træde i karakter. Der skal være en bund under civilisationen.
Det er ikke censur. Det er bare en række selvstændige virksomheder, som helt selvstændigt opdager den samme følelse på det samme politisk hensigtsmæssige tidspunkt. Ligesom når alle i et bestyrelseslokale spontant synes, direktøren har tabt sig.
Ytringsfrihed sælges separat
Mbappés problem er, at han indgår i den moderne sponsorøkonomi: Man må gerne have personlighed, så længe den først har været til godkendelse hos juridisk afdeling.
Atleter skal være modige, autentiske og stå ved sig selv. Det står ligefrem i kampagneoplægget. Lige under bestemmelsen om, at de aldrig må gøre nogen af delene på et marked med vækstpotentiale.
De kinesiske selskaber kan passende erstatte ham med en fodboldstøvle uden fod. Den har international appel, siger ingenting og kan fremstilles præcis dér, hvor man helst ikke vil have opfølgende spørgsmål.
Og lad os nu ikke sidde i Europa og pudse glorien med en rabatkode. Vestlige virksomheder elsker også frihed. Især den del, hvor kapitalen må bevæge sig uhindret, mens samvittigheden bliver hjemme og passer LinkedIn.
Mao ville formentlig have hadet de private selskaber, der nu forsvarer hans ære.
Men han ville have elsket personalepolitikken.
