SportVoksne mænd i syntetisk undertøj, der sparker til oppustet læder
Napoli tog til Venezia og druknede i en vandpyt
Der er noget smukt ved, når europæisk topfodbold minder os om, at penge ikke er alt. Napoli kunne passende have valgt at demonstrere det på en træningsbane frem for at tabe til bundholdet Venezia som en flok direktører, der er blevet tvunget med til firmaidræt.
Rasmus Højlund skaffede et straffespark. Kevin De Bruyne brændte det. En lille europæisk arbejdsdeling: Danmark leverer råvaren, Belgien administrerer den til ukendelighed.
Elleve meter til ydmygelsen
Et straffespark er fodboldens svar på at få maden skåret ud. Bolden ligger stille. Modstanderne skal holde sig væk. Man har fået sin egen lille beskyttede arbejdsplads foran mål.
Alligevel lykkedes det ikke De Bruyne at score.
Det er selvfølgelig også urimeligt, at en spiller med så meget erfaring stadig selv skal sparke. Kunne man ikke have tilknyttet en projektleder? Et advisory board? En yngre medarbejder, der rent faktisk udfører opgaven, mens Kevin står ved siden af og har visionen?
Højlund må nøjes med den særlige danske trøst, at han gjorde noget nyttigt i et projekt, som andre ødelagde. Det er næsten en eksportstrategi.
Bunden bad ikke om autografer
Venezia havde tilsyneladende misforstået sin rolle. Et bundhold skal møde op, være tappert i tyve minutter og derefter give stjernerne plads til at genfinde selvtilliden. Det er derfor, vi har et hierarki. Ellers kan enhver jo komme rendende og vinde en fodboldkamp med fodbold.
Men Venezia vandt, og Napoli stod tilbage med den ubehagelige opdagelse, at et stort navn ikke automatisk tæller som en afslutning inden for rammen.
Nu venter det moderne fodboldritual: Man skal kigge indad, tage ansvar og komme stærkere tilbage. Det betyder som bekendt, at ingen skal sige noget konkret, før næste kamp har gjort folk trætte nok til at glemme den forrige.
Højlund skaffede muligheden. De Bruyne brændte den. Venezia tog sejren.
Resten kan kommunikationsafdelingen sparke over.
