LivsstilRåd til folk, der behøver en avis for at trække vejret rigtigt
Patienten var åbnet, men budgettet skulle hænge sammen
En kirurg på Rigshospitalet måtte ifølge flere kilder gå midt i en operation. Hospitalet er blevet forelagt to episoder, som ansatte forbinder med personalemangel.
Det er naturligvis alvorligt. Ikke mindst fordi patienten i den situation har usædvanligt dårlige muligheder for at vælge en anden leverandør.
Der er nogen inde i dig
Man kunne ellers tro, at bemanding var noget, man afklarede, inden man skar folk op. Ligesom man undersøger, om der er mel, før man bager. Men den slags køkkenbordslogik kommer man ikke langt med i et sundhedsvæsen, hvor ansvar helst skal fordeles så grundigt, at ingen længere kan findes med det.
Kirurgen kan trods alt ikke være to steder på én gang. Det kan et besparelseskrav. Det kan være overalt. Det behøver hverken frokost, søvn eller en stol at græde på.
Og lad os nu ikke straks kræve flere ansatte. Har nogen undersøgt, om patienten selv kan holde lidt? Vi taler så meget om borgerinddragelse, men så snart nogen ligger bedøvet med bughulen åben, er det pludselig service fra vugge til grav.
En varm hånd på regnearket
Personalemangel er et grimt ord. Det lyder, som om der mangler personale. Kald det hellere dynamisk tilstedeværelse. Så kan kirurgen være fysisk til stede på én stue og strategisk til stede på tre andre.
Det afgørende er jo, at der findes en plan. Ikke nødvendigvis en plan for operationen. En handleplan. Den kan udarbejdes bagefter, har ingen puls og kan derfor tåle at vente.
Imens kan de pårørende trøstes med, at deres kære befinder sig på et højt specialiseret hospital. Så højt specialiseret, at én mand åbenbart kan være en kritisk infrastruktur.
Det er den danske model: Vi betaler skat for at være trygge, og når trygheden mangler, får vi forklaret, hvor komplekst det er at levere den.
Sy nu bare mennesket sammen. I kan evaluere med åben mund bagefter.
