ClickbaitUblufærdigt fiskeri efter laveste fællesnævner
Rekordsejler Mike Slade er død: Han nåede rundt om Irland uden at skulle bo der
Den britiske sejlsportsmand Mike Slade er død. Hans båd satte rekord i Round Ireland Race, og dermed efterlader han sig et resultat, der kræver både betydelig kunnen og en omgangskreds, hvor »rundt om Irland« ikke bare er noget, man siger, når Ryanair har aflyst.
Det er en rigtig sportslig præstation. Havet er farligt, vejret er brutalt, og Irland ligger konsekvent i vejen.
Imperiet på fritidsbasis
Der er noget smukt ved en britisk mand, som bruger sin energi på at sejle rundt om Irland frem for at administrere det. Historisk set må det betegnes som personlig udvikling.
Først kom imperiet med soldater og embedsmænd. Senere kunne man nøjes med sejlsport og teknisk overtøj. Det er samme vind, men en væsentlig forbedring af passagerlisten.
Slades rekord minder os samtidig om, at sport findes i to udgaver: Den, hvor din mor kører dig til hallen, og den, hvor nogen skal undersøge, om havnen er dyb nok.
Begge dele kræver dedikation. Kun den ene giver regelmæssigt anledning til diskussioner om bundmaling.
Modvind er et privilegium
Vi andre bruger enorme kræfter på at undgå modvind. I sejlsporten opsøger man den, køber udstyr til den og holder bagefter foredrag om ledelse.
Det er faktisk genialt. Hvis jeg sidder fast i regnvejr, er jeg dårligt forberedt. Hvis jeg gør det på en båd med et hold i ens jakker, har jeg gennemført en transformation.
Men Slade og hans besætning gjorde noget, der kunne måles. De kom hurtigt rundt. Ingen workshop, ingen værdiplakat, ingen konsulent, der efter otte måneder konkluderede, at Irland muligvis var en ø.
Nu er han død, og rekorden er en del af det, han bliver husket for.
Det er trods alt mere konkret end at have »sat mennesker i centrum«. Især til søs, hvor man helst skal sætte dem indenbords.
