SportVoksne mænd i syntetisk undertøj, der sparker til oppustet læder
Rune åbnede som verdensklasse og lukkede som Borgerservice
Holger Rune begyndte forrygende mod Daniel Altmaier i en stor ATP-turnering. Det var hurtigt, flot og lige præcis tilstrækkeligt til, at man som dansker begik den klassiske fejl: at glæde sig, før man havde undersøgt forholdene.
Så tabte han i tre sæt.
Den slags kaldes i sportens verden et sammenbrud. I det offentlige ville det hedde en ambitiøs opstart med efterfølgende kapacitetstilpasning, og nogen ville have fået en buket.
Tyskeren havde ikke læst fortællingen
Altmaier begik den uskik at fortsætte kampen, efter at Rune havde demonstreret, hvem der burde vinde den. Det er fandeme også typisk tysk. Ingen situationsfornemmelse. Bare møde ind og gennemføre arbejdet.
Her havde vi andre allerede stillet om til national begejstring. Man kunne næsten mærke en kommunikationsrådgiver åbne et dokument med titlen »Holger – en ny dansk guldalder«. Nu må det gemmes i mappen med havvindmøllerne og den sammenhængende psykiatri.
For tennis har en alvorlig konstruktionsfejl: Man får ikke sejren udbetalt på baggrund af potentiale. Man skal blive ved. Også efter at alle har forstået, at man er talentfuld. Et helt urimeligt krav til et moderne menneske.
Vi kræver stabilitet. Fra sofaen.
Nu kommer analyserne. Var det hovedet? Var det benene? Var det noget tredje, som en mand i polo kan pege på med en elektronisk tusch?
Danmarks selvbestaltede elitepsykologer sidder klar med chipsestøv på brystet og forklarer, at Rune skal lære at håndtere modgang. Det er de samme mennesker, der skriver »SÅ LUK DOG LORTET« til DSB, når regionaltoget er syv minutter forsinket.
Rune leverede altså både håbet og skuffelsen i samme kamp. Det er effektivt. Normalt skal vi igennem en hel valgperiode.
Altmaier gik videre. Rune må arbejde videre. Og resten af os kan vende tilbage til vores vigtigste nationale disciplin: at kræve mental robusthed af en ung sportsmand, mens vi selv bliver personligt ødelagt af hans serv.
