SportVoksne mænd i syntetisk undertøj, der sparker til oppustet læder
Spiller ramt af hjertestop – nyhedsteksten har heller ingen livstegn
En spansk fodboldspiller kolliderer voldsomt med en målmand, ligger bevidstløs på græsset og får ifølge nyhedsoplægget hjertestop. Det er en alvorlig historie. Så alvorlig, at man måske skulle undersøge, hvordan manden har det, før man trykker på den store knap med »UDGIV, FOR HELVEDE«.
Men ro på. Vi har tre overskrifter.
I den ene er Tenerifes Jesus de Miguel død. I den næste har han fået det værre. I den tredje har han fået hjertestop. Det er ikke tre uafhængigt dokumenterede oplysninger. Det er et grundlag, der modsiger sig selv på det forholdsvis centrale punkt: Er hovedpersonen i live?
Døden er åbenbart en kladde
Normalt betragtes døden som en ret markant slutredigering. Her indgår den mere som et sprogligt forslag. Lidt ligesom om man skal skrive »voldsom« eller »hård« foran kollision.
Og nej, det er ikke pedanteri. Pedanteri er at ringe til avisen, fordi de har skrevet »kilomet« i ental. At ville vide, om et menneske er dødt, er stadig inden for det rimelige serviceniveau.
Man kan næsten høre den tænkte redaktionskonference: Har vi bekræftet dødsfaldet? Nej, men vi har bekræftet, at »død« er kortere end »helbredstilstanden er forværret«, og det betyder faktisk noget på mobil.
Lægen må vente på rubrikken
Der er noget vidunderligt moderne over at levere flere mulige virkeligheder samtidig. Så kan læseren selv vælge efter temperament. Optimisten tager hjertestoppet. Pessimisten tager dødsfaldet. Kommunikationschefen kalder det et dynamisk sygdomsforløb og sender en faktura.
Imens ligger der et menneske bag teksten. Ikke en spændingskurve. Ikke et søgeord. Et menneske, hvis tilstand det foreliggende materiale ikke giver os mulighed for at fastslå sikkert.
Det eneste ansvarlige er derfor at lade være med at erklære ham død på det grundlag.
Ja, jeg ved det. Så mangler vi en slutning.
Det gør hans familie muligvis også. De har førsteret.
