KulturStatsstøttet navlepilleri og talentløs installationskunst
Bond får vampyr: Endelig en britisk agent, der ligner landets økonomi
Satire over præmissen om Robert Pattinson som den nye James Bond.
Robert Pattinson skal være James Bond. Fra teenagevampyr til statsautoriseret alkoholiker. Det er ikke et karriereskift, det er samme mand efter et forældrekøb i Chelsea.
Og selvfølgelig skal han det. Han har allerede været Batman. På et tidspunkt må nogen i filmbranchen jo åbne et vindue og undersøge, om der findes en tredje skuespiller.
En mand med licens til at sukke
Pattinson har den rette britiske udstråling: smuk, bleg og lettere forarget over, at andre mennesker også har adgang til lokalet. Han ligner en, der kan dræbe dig med en fyldepen og bagefter klage over, at du har ødelagt spidsen.
Det bliver nødvendigt. Bond skal ikke længere bare redde verden. Han skal redde biografmarkedet, tilfredsstille otte alderssegmenter og få et ur til 94.000 kroner til at ligne et arbejdsredskab. Det er et ur, Bent. Du skal hente jord fra Bauhaus.
Den gamle Bond kunne vælte en regering mellem frokost og gonorré. Den nye skal have en baggrundshistorie. Hvorfor slår han ihjel? Hvad føler han? Har nogen overhovedet spurgt, om hans far var følelsesmæssigt tilgængelig?
Nej. Faren var englænder. Videre.
Imperiet på afbetaling
Der er noget smukt ved, at Storbritannien stadig eksporterer fantasien om en kompetent offentligt ansat. Togene kommer ikke, kloakken løber i havet, men én mand i smoking kan åbenbart stadig få refunderet sine rejseudgifter uden at sidde tre timer i telefonkø.
Og vampyrerfaringen er ikke spildt. Bond er en franchise, der nægter at dø og lever af at suge nyt blod ud af yngre skuespillere. Først får de nøglerne til en Aston Martin. Så tilbringer de ti år med at svare på, om kvinder må køre den.
Pattinson kan sagtens blive fremragende. Han kan spille, og han har prøvet at være fanget i en milliardforretning, mens voksne mennesker skændes om hans kærlighedsliv.
Giv ham pistolen. Produktplaceringen klarer resten.
