KulturStatsstøttet navlepilleri og talentløs installationskunst
Danmark mangler hænder, men har heldigvis fire statuetter til en streamer
Rasmus Søndergaard har modtaget fire statuetter ved Simba Prisen, som hylder indhold på sociale medier. Hans indhold har slået danmarksrekord, og det skal naturligvis fejres. Vi kan ikke alle sammen rende rundt og vedligeholde jernbanen.
Fire statuetter. Én ville ligne en anerkendelse. To ville være flot. Fire er et mindre hjemmealter, hvor man kan tænde et ring light og takke algoritmen for endnu en dag uden almindelig arbejdstid.
En rekord er en rekord
Hvilken danmarksrekord indholdet slog, fremgår ikke af det foreliggende. Men ordet »danmarksrekord« er heldigvis nok til, at den nationale stolthed rejser sig i joggingbukserne.
Der er noget betryggende ved en rekord. Et tal er blevet større end et andet tal. Endelig en kulturdebat, hvor ingen behøver have læst noget.
Og Søndergaard skal ikke høre et ondt ord for at være dygtig til sit arbejde. Han har forstået markedet. Det er os andre, der har været nogle naive røvhuller og troet, at »indhold« betød, at der skulle være noget i.
Vi takker for din fastholdelse
Engang fik man en medalje for at redde nogen ud af en brændende bygning. Nu har vi også priser til dem, der kan få folk til at blive siddende. Det er ikke nødvendigvis et fremskridt, men det er væsentligt lettere at måle.
Sociale medier har løst et gammelt problem i kulturlivet: Publikum kunne finde på at gå hjem. Nu har publikum taget scenen med på toilettet.
Simba Prisen giver denne udvikling den højtidelighed, den fortjener. For selv den mest moderne branche har brug for det ældgamle ritual, hvor voksne mennesker klapper, mens andre voksne mennesker får en ting.
Fire statuetter til Søndergaard, altså. Tillykke med dem.
Stil dem endelig foran bøgerne. Så kan reolen også få noget indhold.
