KulturStatsstøttet navlepilleri og talentløs installationskunst
Danmark nomineret for endnu en gang at have det ad helvede til på film
»Gæsten« og »Kvinde ukendt« er blandt de endeligt nominerede til European Film Awards. To danske film. Man kan altså godt få international anerkendelse uden at stille sig på en lastbil og råbe, at man har åbnet en vinbar.
Prisen omtales som Europas svar på Oscar. Selvfølgelig gør den det. Europa har opfundet demokratiet, eksistentialismen og betalt ferie, men skal stadig beskrives som en filial af en amerikansk branchefest.
Det er ikke en prisuddeling. Det er et kontinent, der ringer til sin far.
Vi har også en rød løber, far
Nomineringerne er gode nyheder for dansk film og en alvorlig belastning for alle os, der nu forventes at have set filmene.
»Gæsten«? Ja, naturligvis. Meget stærk. Især det med gæsten.
»Kvinde ukendt«? Endnu stærkere. Jeg kendte hende overhovedet ikke.
Sådan. Nu kan man deltage i en kulturmiddag. Husk at sige »filmsproget«, hvis samtalen går i stå. Det er kulturens sprinklervæske.
Titlerne er i øvrigt forbilledlige. Ingen lover biljagter eller en mand, der redder verden med sine overarme. Her kommer nogen på besøg, og en kvinde er ikke blevet ordentligt præsenteret. Allerede dér er en dansk familie jo ved at gå i opløsning.
Klap, men ikke amerikansk
Vi ved endnu ikke, om de vinder. Det er vigtigt. En nominering er ikke en sejr, selv om dansk kulturjournalistik traditionelt behandler forskellen som en mindre teknisk fejl.
Men stolte må vi gerne være. Bare på den europæiske måde: med et behersket smil, en kompliceret holdning til finansieringen og sko, som signalerer, at man kunne have været arkitekt.
Og skulle ingen af filmene få en pris, er der heldigvis en gennemprøvet forklaring: Amerikanerne forstår ikke europæisk kunst.
At amerikanerne ikke uddeler denne pris, skal fandeme ikke ødelægge en god analyse.
