KulturStatsstøttet navlepilleri og talentløs installationskunst
Henrik Dahl er død. Prøv nu at sørge uden en kommunikationsstrategi
Den tidligere DR-vært Henrik Dahl er død efter længere tids sygdom. Han blev 62 år.
Det er for tidligt. Ikke »for tidligt« som en ministerrokade eller jordbær til 48 kroner i april. Rigtigt for tidligt. Den slags, hvor der ikke findes en pressechef, som kan få det til at se fornuftigt ud.
Sorgen skal kunne beskæres til mobilen
Når en tv-vært dør, står mediemaskinen ellers klar med sin lille bedemandsmappe: Find et billede fra dengang, alle havde mere hår. Skriv »folkekær«. Led efter en kollega, der kan sige noget varmt på højst 180 tegn.
Og spørg endelig: »Hvordan vil du huske ham?« Som om den sørgende står i Elgiganten og skal vælge mellem tre modeller af erindring.
Det er et råddent spørgsmål. Men det passer i skabelonen, og skabelonen har ikke mistet nogen.
Henrik Dahl var tidligere DR-vært. Det er den oplysning, vi får foræret som adgangsbillet til at interessere os for hans død. Havde han været tidligere lagermedarbejder, måtte familien selv have klaret distributionen af betydning.
Sådan er det jo. Vi er alle lige for døden, men ikke for forsiden.
Husk at være berørt strategisk
Og så har vi os andre. Publikum. Vi skal også lige ind og dokumentere, at vi kan føle noget.
»Åh nej«, skriver vi, mellem en opskrift på airfryer-kartofler og en mand, der mener, at cykelstier er kommunisme. Et lille digitalt gravlys. Derefter videre. Kartoflerne bliver jo ikke sprøde af sig selv.
Jeg gør det også. Man skal ikke tro, at en moralsk opsang nødvendigvis kommer fra et bedre menneske. Som regel kommer den bare fra et menneske med bedre tegnsætning.
Det anstændige er måske at lade være med at fylde alle hullerne ud. Vi ved, at Henrik Dahl blev 62 år, og at han var syg gennem længere tid. Vi behøver ikke opfinde hans sidste tanker eller gøre sygdommen til en konkurrence, han »tabte«.
Han er død. Han har ikke leveret et dårligt resultat.
