KulturStatsstøttet navlepilleri og talentløs installationskunst
Malte Ebert slukker den evige ild: Den var ikke godkendt til shitstorm
Malte Ebert trækker »En ild der altid brænder« tilbage fra det nu afpublicerede TV 2-program »Alle elsker Rasmus«. Dermed har dansk underholdning fået sin egen energikrise: Vi kan simpelthen ikke længere regne med selv de mest højtidelige bål.
Det er ikke dokumenteret her, hvorfor Ebert trækker sangen. Så allerede dér må vi skuffe dem, der havde glædet sig til en psykologisk vurdering foretaget af en journalist med adgang til Instagram.
Alle var måske lige lovlig mange
»Alle elsker Rasmus« er også en titel med en imponerende mangel på nødudgange. Ikke »En del holder af Rasmus«. Ikke »Rasmus har fået overvejende positiv respons«. Nej, ALLE. Også dig. Du var tilmeldt kærligheden, og afmeldingslinket lå nederst i en mail, du aldrig havde modtaget.
Det er den slags sproglig selvtillid, man normalt kun finder hos diktaturer og ejendomsmæglere, der kalder et kosteskab for et disponibelt værelse.
Nu er programmet afpubliceret. Et vidunderligt ord. Ingen har fjernet noget. Det er bare blevet udsat for publicering med modsat fortegn. Ligesom når jeg ikke er fuld, men midlertidigt afædruet.
Kulturarv med returret
Sangens titel er naturligvis blevet lidt upraktisk. »En ild der altid brænder« lægger op til en vis leveringssikkerhed. »En ild der brænder, så længe sammenhængen er hensigtsmæssig« ville være mere præcist, men vanskeligere at få et gospelkor til at synge uden faglig voldgift.
Ebert har selvfølgelig lov til at trække sin sang. Man er musiker, ikke gidsel i en programtitel. Men hele optrinnet viser, hvor mærkeligt tv hylder mennesker: Først bygger man et alter, så inviterer man nogle kendte til at synge omkring det, og til sidst opdager man, at ingen har læst brandinstruksen.
Måske skulle næste hyldestprogram bare hedde »Rasmus«.
Så kan man altid trække resten tilbage.
